Kartoffeltops med Chilli

- a la chili cheese tops

Den anden dag fik vi 5 kg kartofler af naboen, vi er altså kun 2 mennesker i vores husstand, jeg må derfor indrømme at jeg ikke anede hvordan i alverden vi kunne få spist alle de kartofler. Kreativitet skulle der til, der er blevet masseproduceret falafler, serveret Shepherds Pie, suppe, karryretter og der er blevet spist en masse ovnbagte kartofler. Men jeg prøvede også at lave noget nyt – nemlig kartoffeltops. En top med samme konsistens og smag, som de delikate chilli cheese tops. Denne version er bare fri for mælkeprodukter og er derfor veganske.

Jeg har eksperimenteret med alverdens krydderier og krydderurter, og kom til sidst frem til denne version, som nemt kan erstatte chili cheese tops! Konsistensen og smagen er der næsten, også kan de laves i ovnen, så du kan spare olien.

Disse chilli cheese tops, blev serveret som toppings til en svampesuppe, for at tilføje fylde og mæthed. Nyd chilli cheese toppene som snacks eller som tilbehør til salater, og lune retter.

 

Velbekomme.

Kartoffeltops - a la Chilli Cheese Tops

10-15 stk

kartoffel tops a la chili cheese tops uden animaler

Ingredienser

250 g kartoffel
3 fed hvidløg
2-3 spsk svampe soya – jeg bruger denne (kan udelades)
Saft fra 1/2 citron
1 tsk salt
Knivspids peber
1 tsk røget paprika
3 spsk gærflager – jeg bruger denne
2 spsk chili olie til stegning, eller bagepapir til ovnen

Fremgangsmåde

1. Skræl og kog kartoflerne møre.

2. Mos de møre kartofler med en gaffel, og pres de fede hvidløg i blandingen. Herefter tilføjes de resterende ingredienser og mikses sammen.

3. Form miksturen til runde kartoffelkugler, i den størrelse du fortrækker. Mine er ca. 2×2 cm.

4. Der er to måder kuglerne kan tilberedes. De kan tilberedes i ovnen eller på en stegepande. Ved tilberedning i ovnen, skal ovnen forvarmes på 200 grader. Kartoffel kuglerne skal bages, indtil de er sprøde ca. 20 min.

Hvis du vælger at stege dem, har jeg bedst erfaring med en pande med non-stick belægning. Jeg bruger selv denne fra Fiskars Hard line. Steg kartoffelkuglerne 2-3 min. på hver side.

Jeg anbefaler at spise kartoffeltoppene med det samme.